Foreningens historie

   Der var engang …

Lumbsaas by har en lang og omskiftelig historie.

Den hed Lumbsaas, fordi åsen der ligger mellem Oddenvej og Stenstrupvej hed Lumbs Aas. Den nævnes første gang officielt i 1231. Op gennem Middelalderen og Reformationstiden var beboerne underlagt først kongen, så Roskildebispen og til sidst staten. Først i 1854 blev det muligt via en ny lov om selveje at frikøbe sin jord.
Lumbsaas blev endelig en by med frie borgere.

I begyndelsen af 1900-tallet havde byen 423 indbyggere. Det var en driftig by; de fleste levede stadig af landbrug, men der var masser af små håndværkere og handelen blomstrede. Man havde fået mejeri, forsamlingshus, hotel, og sågar bibliotek og telefoncentral. Højdepunktet var selvfølgelig indvielsen af kirken allerede i 1896.

I begyndelsen lå landsbyen og klumpede sig sammen oppe på bakken med alle deres jordlodderne omkring på bakkerne. Men med udskiftningen og udflytningen i 1799 skete drastiske ændringer.
Af byens 16 gårde fik kun de 6 lov til at blive liggende i byen, de øvrige blev spredt ud over det omgivende land. Alle fik de samlet deres jord på ét sted, men afgav hver 2 tønder land til et husmandssted.

De 4 husmænd.
Der er ingen tvivl om, at de, der flyttede ned på vores del af Vesterlyngen, var de allerfattigste husmænd. Jorden var mager, og langt op i 1900-tallet fristede de en kummerlig tilværelse. Men på et tidspunkt fik en driftig forretningsmand, Stanley Segner, en smart ide. Han købte de magre jorde op, udstykkede og solgte dem, en del med små sommerhuse, bygget på hans maskinværksted i Nykøbing.

Det område, der senere skulle blive til vores grundejerforening, blev udstykket fra de fire husmænd, Viggo Jensen, Laurits Mortensen (Biasgård), Aksel Nielsen (Sandholmgård) og Laurits Olsens jorder. og i begyndelsen af trediverne begyndte de første landliggere at dukke op i sommermånederne for at nyde badelivet.

Jorden udstykkes.

I løbet af de næste 10-15 år kom der flere nybyggere til, og tilplantningen af grundene tog fart.

Pionererne.

Helt let var landliggerlivet ikke. Ude i det lille hus var lokummet installeret, og når spanden var fuld måtte den graves ned på grunden; det samme gjaldt forøvrigt skraldespanden.
Vandet hentedes op af brønden, madlavningen klaredes på spritapparatet, og aftenhyggen foregik i petroleumslampens gule skær.

Bruset i 1940'erne.
 
Men hjælpen var nær. Hos de lokale husmænd købtes nymalket mælk, kartofler og grøntsager og måske også en friskslagtet kylling. Laurits og Alf bragte gasflaskerne ud – til stor glæde for landligger-drengene, som fik lov til at ”styre” hesten. Det betød intet, at de dermed kom til at sidde ovenpå husholdningsskraldet, som nu blev taget med tilbage. Behovet for dagligvarer steg, og tidligt hver morgen forvandledes skraldevognen til ”den blå vogn”, så Laurits kunne køre til Lumsås og hente flaskemælk, friskbagt brød og diverse småfornødenheder, som efterfølgende blev afhentet ved stalddøren. Den tur var til gengæld et hit for tøserne, som søvnige og småfrysende tog turen med på bukken.

Skraldevogn 1958.

Byens handlende fandt også hurtigt ud af at køre ud i sommerhusområdet og faldbyde deres varer. Snart havde landliggerne slagteren, grønthandleren og Lumsåsbageren samt Oste-Kaj fra Højby holdende udenfor døren en gang om ugen.

Byen på bakken.
I 50’erne havde kun få landliggere bil, men det var ingen sag at smutte op på bakken og handle. Lumsås var indkøbsbyen. En tur gennem den driftige by kunne godt tage lang tid. Ud over de to skoler, forsamlingshuset, mejeriet, Brugsen med brugsuddeler Svendsen og købmanden Hans Olsen, der lå side om side med bageren, var der slagteren Charles Petersen helt derude, hvor byen begyndte ved Oldvejen.

Ved siden af gadekæret lå posthuset med telefoncentralen, som senere flyttede ud ved siden af mejeriet, hvor Tatol også havde til huse.

Lumsås Posthus.

Herudover havde byen selvfølgelig både tømrer og smed, karetmageren ikke at forglemme.
Godt træt af alt den shopping var det en god ide at gå ind i det store ishus og læske sig inden hjemturen. Farmand kunne måske få sig en øl på kroen, som i øvrigt var et tilløbsstykke lørdag aften med levende musik, topløs go-go og måske en slåskamp ud på aftenen.

Rejsen til Lumsås.
Arbejdet med at etablere en jernbane gennem Odsherred blev påbegyndt i slutningen af 1800-tallet for at styrke udviklingen i området efter inddæmningen af Lammefjorden. Jernbanen strækker sig fra Holbæk i syd til Nykøbing i nord, og man planlagde linien således, at der i hver af de sognekommuner, der tog del i finansieringen, blev anlagt en station eller et trinbræt.

Odsherred Jernbane ca. 1935.

Alle de fine stationsbygninger er tegnet af Heinrich Wenck.
Odsherreds Jernbane, nu Odsherredbanen og i starten for spøg kaldt Ohioekspressen, blev indviet i 1899 og har en længde på 49,4 km.

Højby station.

For landliggerne tog det en dagsrejse at komme op i sommerlandet.
Fra man om morgenen tog fra København med skift i Holbæk, til man endelig kunne sætte foden på egen jord i Lumsås, kunne der nemt gå 8 timer, så det gjaldt om at have rigelig proviant og læsestof med, så børnene ikke blev helt umulige.
I dag tager togturen et par timer.

Lumsås Mølle – Byens vartegn.
1610 er første gang møllen i Lumsås nævnes i optegnelser. På dette tidspunkt har der sikkert været tale om en skvatmølle eller en lille stubmølle.

Lumsås mølle.

Fra 1832 kendes en topografisk beskrivelse af møllen og byen.
” Lumbsaas" med høj beliggenhed med 16 bøndergårde, 17 huse med jord, 9 huse uden jord. Stubmøllen ligger så højt, at man kan se den 5-6 mil borte”
 
I 1832 brændte denne mølle, og den nuværende mølle blev opført.
Over døren til møllen ses årstallet 1837, hvor møllen blev købt af Christian Andersen hvis slægt ejede møllen frem til 1959. Møllen malede frem til 1940, hvor krig og rationering satte en definitiv stopper for maleriet.

Perioden frem til 1946 benyttede mølleren Karl Nielsen og hans søn Lasse til at dekorere møllen indvendigt med forskellige figurer, fugle og andre motiver som bl.a. blev udført med ølkapsler. Stjernehjulet på kværnloftet er ligeledes dekoreret og desuden forsynet med nummererede heste.
Der har udover festligt lag altså også været spillet på heste på møllen.

Lumsås mølle 1950'erne.

I 1959 blev den stærkt forfaldne mølle overtaget af Lumsås Mølle- og Bylaug, og gennemgik i årene efter støttet af bl.a. Lundbeck-fonden en række gennemgribende restaureringer, og fremstår i dag som arbejdende museum, der i sommerens løb, kan ses i funktion. Når vingerne drejer er møllen altid åben.
Lumsås mølle er en fuldt funktionsdygtig hollandsk vindmølle. Karakteristisk for en hollandsk vindmølle i modsætning til en stubmølle er at det kun er ”hatten”, der drejer sig efter vinden. Møllevingerne der er 9,5 meter lange kan forsynes med vindbrædder og sejl.

I den storm, der fejede over Odsherred i november 2009 gik det hårdt ud over møllen, hvor den ene vinge brækkede af og faldt til jorden. Derfor møllelauget måtte atter i gang med restaureringsarbejde, så byens stolte vartegn igen kunne dreje rundt. I dag drejer alle møllevingerne lystigt rundt.

Møllefest 1983.
For at skaffe penge til drift og vedligeholdelse af møllen har der i årenes løb været afholdt mange festlige møllefester. I 70,erne med omrejsende cirkus, deltagelse af kendte kunstere bl.a Bjørn Tiedemann og fodboldkampe mellem landligere og Lumsås by. De senere år på en lidt mere stilfærdig måde.
Hvis man har fået lyst til at vide mere om Lumsås Mølle og møllelauget kan man gå
Få yderligere oplysninger på www.lumsaasmoelle.dk

Kilder: www.lumsaasmoelle.dk
Folder udgivet af Lumsås Mølle- og bylaug.
Larsen, Hans Christian: Lumsås mølles historie. 1993
 
Bondegårdens Butikscenter.
Efterhånden kom der rigtig mange mennesker i sommerlandet, og Laurits og Karla fik travlt i deres lille butik. Samtidig fik de konkurrence af den røde kiosk og bagerudsalget på hjørnet af Sdr. Strandvej og Plantagekrogen.

Bondegårdens stalddørssalg 1940’erne.

I 1966 - efter at Laurits var død i 1960 - tog sønnen Kurt sammen med sin mor springet og indrettede en moderne forretning, Bondegårdens Butikscenter, hvor Karla stod ved roret og passede kassen.

Nu begyndte det at gå stærkt. Hele sommerhusområdet var ved at være udbygget, de små træer var blevet store nok til at give både læ og privatliv. Højbyelektrikeren havde travlt med at lægge el ind i husene, i 1960 oprettedes GHT-vandværk, og der blev indlagt vand for den betydelige sum af 1000 kr. betalt over 10 rater. Dermed blev der også mulighed for at afskaffe das’et og vandskyllende closet og septiktank blev installeret. Et tigerspring ind i teknologiens tidsalder.

 

Bondegårdens Butikscenter.

I perioden 2019 – 2025 vil hele området sandsynligvis blive kloakeret.
Det var nu heller ikke tilstrækkeligt at give husene navne; vejene blev navngivet og husene fik numre, så der ikke gik kludder i postudbringningen.

Strand, vand og frisk luft lokkede også andre til end sommerhusejerne.

Lumsås Camping 1957-2009.

Campingpladsen.

Tryllekunstneren Edmund Renk havde sammen med sin datter Helen Magnussen siden 1930'erne haft et stykke jord beliggende ud til stranden, der var købt fra Viggo Jensens jorder. At ligge i telt var ikke ukendt. Når vejret var godt blev cirkusteltet allerede i 30'erne slået op og man overnattede på feltsenge. Efterhånden blev ejendomsskatterne dyre, almindelige mennesker fik bil, og campingbevægelsen begyndte at få vind i sejlene, og så var det oplagt at benytte det ubenyttede areal til campingplads.
Campingpladsen startede ikke på en gang, men udviklede sig langsomt over nogle år.
De første optegnelser er fra 1957, hvor regnskaberne afslører den formidable indtægt af 69 kr. som året efter var steget til 87 kr.

De første år gik ikke stille af. De omliggende grundejere var bestemt ikke begejstrede for at få en campingplads til nabo. At der blev dannet en grundejerforening i 1960 havde sikkert også en sammenhæng med modstanden mod campingpladsen.

Det kom til flere retssager om vej-ret og retten til at drive campingpladsen. I 1961 blev det ved 2 domme ved Landsretten slået fast, at man ikke kunne forbyde grundens anvendelse til Camping og at de fremmede gæster havde ret til at bruge de private veje.

I løbet af 60'erne og 70'erne udviklede campingpladsen sig i takt med den almindelige samfundsudvikling og blev en integreret og accepteret del af det omkringliggende sommerhusområde.
En del campister startede med at campere og købte efterfølgende sommerhuse i området.
I begyndelsen var der overvejende telte, men så holdt Campingvognen sit indtog.

Campingpladsen 1959.

Det blev almindeligt at man boede fast hele sommeren, og på den måde benyttede campingvognen som et flytbart sommerhus.

Efter Edmund Renks død i 1967 drev hans datter pladsen videre og moderniserede.
Bl.a. blev det gammeldags ”Das” afløst af en moderne toiletbygning, og der blev installeret elektricitet til alle stadepladser. Der kom en iskiosk, som mange sommerhusejere lagde vejen forbi på aftenturen for at handle og for at studere livet på pladsen.

Campingplads - kiosk 1970.

Det medførte sammen med den almindelige samfundsudvikling et opsving i antallet af besøgende og på et tidspunkt var der 100 fastliggere. En sommeraften med 200 telte og campingvogne kunne der være særdeles livligt.

Campingpladsen i 1970'erne.

Det fik en brat ende med oliekrisen i 1976. Det blev for dyrt at køre frem og tilbage fra København og antallet af fastliggere faldt ned til 50-75. Campingvognene blev større og det bevirkede at antallet af enheder blev mindre.

I 1990 efter Helens Magnussens død blev pladsen drevet videre af datter og svigersøn, men i 2005 var det slut. Den udvikling, som indhentede de små husmænd og købmænd indhentede også en lille privat drevet campinglads.

Jorden blev solgt og udstykket til de nuværende grunde på Edmunds Renks Vej.
 
Grundejerforeningen Lumsås Sønderstrand.

Fra Kirkeåsen 1950’erne.

Med den stærkt stigende trafik på de små sandede veje blev det nødvendigt at gøre noget radikalt. I 1957 blev der af en gruppe sommerhusejere rettet opfordring til en række grundejere ved Lumsås Vesterstrand om at tilslutte sig en grundejerforening. Det vandt ikke tilslutning, men den 26. april 1960 indkaldtes til møde i Assurandørernes Hus i København, og her blev grundejerforeningen ”Lumsås Sønderstrand” stiftet.

Den første bestyrelse bestod af Peter Vedel, ”Bruset”, Reinhardt Dalmann Olsen, ”Strandøre”, og Adam Weis, ”Trierhus”. 53 grundejere meldte sig ind, og allerede i 1964 var der 91 medlemmer. I dag, hvor området er fuldt udbygget har foreningen et medlemstal på 183.

Kontingentet i 1960 udgjorde 15 kr. + 10 kr. i indskud, og udgifterne løb op i den nette sum af 105,15 kr. Man lagde altså ud med et kæmpeoverskud, men på det tidspunkt var man heller ikke gået i gang med vejrenoveringen.

Dengang som nu var foreningens primære formål vedligeholdelse af veje og fælles områder, sekundært at varetage fælles interesser for grundejerne.

Kirkeåsvejen 1950’erne.